IVALO & LEIF

Mit navn er Mari-Ann (Pusser) og jeg er en af Ivalos 6 søskende.

Jeg husker ikke så meget om Ivalo fra min barndom. Der er 7 års forskel på Ivalo og mig, så da hun var teenager på 12 år, med alt hvad det indebærer, var jeg 5 år og levede i en hel anden verden, legede med dukker og bondesager, cowboy og indianer, kørte på rulleskøjter o.l. Jeg husker ikke, at jeg så meget til hende, før vi begge var blevet voksne. Hun havde travlt med vennerne, og hjemme var der en masse børn. De andre børn i byen så op til Ivalo, men hun var jo bare min – ind i mellem irriterende – storesøster.

Da Ivalo skulle lære mig at cykle
Ivalo skulle lære mig at cykle. Hun satte mig op på cyklen, og da jeg kunne holde balancen, skubbede hun mig i gang. Jeg cyklede rundt om en karré, og kom forbi Ivalo igen. Hun stod og snakkede med sine venner. ”Kør en omgang mere”. Jeg cyklede og cyklede, og hver gang jeg kom forbi, sagde hun: ”Kør en omgang mere”, selvom jeg sagde ”Jeg vil af.” Jeg kunne ikke selv finde ud af at stoppe, men hun sagde ”Kør en omgang til.” Til sidst valgte jeg at køre ind i byens politibetjent. ”Jamen Pusser, hvad sker der?” Jeg måtte fortælle ham om Ivalo, der skulle lære mig at cykle, men hellere ville snakke med sine venner. Jeg slog faktisk hul på læben. Men bonus: Jeg fik en masse is.

Min Afrikanske Dukke
Da Ivalo kom hjem fra Congo i 1957, manglede hun lige en “Afrikansk dukke” til sin udstilling af afrikanske ting fra Congo, og så tog hun bare min dukke Sussi, uden at få lov. Jeg fik et helt chok – hun havde kidnappet mit “barn”. Det måtte lige omkring vores mor, og så fik jeg den hurtigt tilbage igen, men Ivalo synes jeg var dum – jeg havde jo så mange dukker. Tror ikke Ivalo legede med dukker, hun var mere vild.

Fortæller historier
Ivalo kunne godt lide at fortælle uhyggelige historier, og helst om aftenen for så havde det størst virkning på tilhøreren. Hun yndede at fortælle mig om H.C. Andersens “Historien om en moder,” hvor døden kommer forbi og tager hendes lille barn. Jeg var rædselslagen, og tog mine dukker med i seng for at passe på dem.

Onkel Axel og hans buster
I 1957 fik vi besøg af vores mors farbror, onkel Axel – Axel Severin Jacobsen. Han var billedhugger og boede hos os i måneder. Han skulle modellere os alle sammen - far, mor og 7 børn. Ivalos buste blev udstillet på Charlottenborg i 1958. I dag har vi alle hver især vores egen buste og maske. Der findes en form (en stor hvid gipskasse), så man har mulighed for selv at lave en ny buste. Hver især har fået sin egen gipsform. Ivalo arvede desuden Afrodite, som er en stor gipsfigur, som onkel Axel også lavede. Den var kæmpe stor og kunne ikke tåle at stå ude i regnen. Hvad gør man så? – jo man køber et stort, sekskantet drivhus og sætter det op ude på marken. Rigtig flot og praktisk, så kan man sidde dér i al slags vejr, drikke kaffe og skue ud over Brabrand sø og byen.

Ivalo redder mig fra at drukne
I 1959 købte vores forældre en lystsejler med en lille køl. Den lignede nu mest en robåd. Da jeg skulle på spejderlejer to dage senere, synes vores far, at jeg lige skulle have en sejltur. Det skal siges, at han ikke var en øvet sejler, og jeg kunne ikke svømme særlig godt. Ingen af os havde redningsveste på. Det blæste op, kraftig fralandsvind, vandet slog ind over rælingen, og selv om jeg øste som en gal, endte det med, at vi kulsejlede. Vi kunne ikke bunde. Vores far svømmede mig ind mod land, og da han lige kunne bunde til halsen, kom Ivalo og en af deres venner – fru Leth, der boede i Rønnehus – svømmende ud til os. Ivalo havde lært livredning. Sammen fik de mig sikkert i land. 

Ivalo låner tøj
Når vi skulle på ferie lånte Ivalo og jeg tøj af hinanden. En gang hvor de skulle til Cuba, tror jeg, lånte hun nogen slå-om-bukser, som jeg selv havde syet. Jeg havde fundet noget flot stof. Ivalo mødte en kvinde, som var meget betaget af et par af bukserne, så hun gav mine bukser væk, tænkte at jeg bare kunne sy nogle nye. Ja, men jeg kunne ikke finde det samme stof igen. Så næste gang hun lånte tøj af mig, fik hun at vide, at hun altså ikke måtte give det væk. Hun var jo så gavmild.

Historien om får
Vores farfar, Thorvald Gilberg (18. juni 1886 - 14. juni 1969) lærer og organist i Asminderød kirke og slotsorganist i Fredensborgs slotskirke, havde et stykke jord uden for Fredensborg. Her havde han får og geder, og en stor urtehave med frugtbuske. Der findes en film, hvor vi ridder på hans får og leger i høet. Vores far Aage Gilberg sagde “Når jeg bliver gammel, vil jeg også holde får, lige som min far,” så da vores far Aage Gilberg blev 70 år i 1982, bestemte vi os for, at alle børnene ville splejse og give ham et par får. Ivalo og Leif skaffede fårene med stamtavle – Gotlandsfår – de var ret dyre, og vi var lidt nervøse for, at de bare ville spise dem.

Ivalo og Leif kørte dem til Øster Hurup i en stor kassevogn. Vores forældre blev meget glade for dem, lånte en vædder et sted og så kørte det bare derud af. Der kom mange lam, der alle fik grønlandske navne. Nogle blev slagtet, men vores far lærte at garve skindet og vores mor Lisbet Gilberg lærte at spinde garnet. Noget uld blev sendt til Fyn og kom hjem som garnnøgler. Jeg fik en hel kasse lækkert uldgarn, men jeg kunne ikke tåle lugten af får, så jeg spurgte Ivalo, om hun ville have det. “Ja tak, men jeg kan ikke strikke.” Jeg ville gerne strikke en trøje til Leif, men det skulle være en overraskelse, så jeg hentede en gammel slidt trøje i hønsestrik for at se størrelsen. Startede med at reparere trøjen, og den blev ganske flot. Så strikkede jeg en helt ny trøje af uldgarnet til Leif. Den blev mega flot. Bagefter måtte jeg strikke den samme til Danny i noget andet garn. Da jeg afleverede trøjerne, sagde Leif, da han fik sin gamle trøje “Hvad har du gjort ved den? – har du vasket den?” – og vi brød alle sammen af grin. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde lavet en ny trøje til ham “Det er fordi du er så sød og hjælpsom,” sagde jeg. Blev helt glad, da jeg så ham i trøjen på plejehjemmet.

Leif
Jeg kan huske, da Ivalo kom med Leif – som vi i starten kaldte Coca, døbt af Ivalo, efter det sprøjt de drak i Belgisk Congo (Coca Cola). Han var en flot og rar fyr. I starten var han bare hendes trommeslager, når hun sang sangene fra Belgisk Congo – en af dem hed “Dos a la”. Den og dansene lærte hun os, da vi var på spejderlejer på “Knolden,” en hytte på en anden side af Mariager fjord. Tror Ivalo og Leif blev rigtigt kærester, da de spillede et teaterstykke på gymnasiet, der hed “Ulla Bella“ eller lignende. Ivalo var Ulla Bella og Leif var læren. Det handlede om: Ulla Bella er forelsket i sin lærer, som hun provokerer til at give sig en lussing. Hendes far klager til skoledirektionen, men da han opdager sagens reelle sammenhæng, straffer han selv pigen.

Babysitter i Ryhaven
Siden blev jeg sygeplejeelev på Amtssygehuset i Århus. Jeg var tit babysitter for Annli og Mek, og når Danny kom på besøg, boede vi ved Ivalo og Leif. Jeg måtte ikke have mænd på værelset efter 22. Danny kunne lidt trylleri, så når vi kom gående til Ryhaven, blev vi mødt af en masse unger. ”Nu kommer tryllekunstneren” råbte de.

Leif er forlover i kjole og hvidt
Vi fik en lejlighed i Århus og skulle giftes. Tog ud til Ivalo og Leif for at høre, om Leif ville være forlover. Leif var meget fuld, men sagde ja til at være forlover i kjole og hvidt ved vores bryllup i den katolske kirke i Århus. Vi havde både en katolsk præst og en protestantisk præst (min gudmors præstemand). Ivalo ville hjælpe mig i kjolen, og Annli og Mek var vores brudebørn. Da vi spurgte Leif om at blive forlover, lignede han en vildmand. I kirken kunne vi slet ikke kende ham, han var nybarberet.

Sammenhold
Hvis vi stod og havde akut brug for hjælp til et eller andet, var de der straks for at hjælpe – det samme var vi, hvis de havde brug for hjælp – vi boede jo kun 10 minutter væk fra hinanden. Det var dejligt bare lige at droppe ind til en kop kaffe, snak og grin her eller der. Vi så meget til Ivalo og Leif. Ud over at se efter Leif gennem de sidste mange år, spiste vi en overgang på skift hos hinanden – men efterhånden blev det kun her.

Leif og Ivalo fylder 60 år
De var rigtig gode til at arrangere. Da Leif fyldte rund, blev han sendt væk til nogle venner et par dage. Så samlede Ivalo alle vennerne, og så blev der knoklet igennem. Stuen skulle istandsættes. Alle ting ud og vi malede 2-3 gange for at dække nikotin på vægge og loft. Der blev kørt et par gange efter mere maling. Andre satte lys op i køkkenet og garagen, og flere gravede ud til dobbelte fliserækker langs laden. Nogen sørgede for mad til alle arbejderne, og til slut blev der sat en scene op. Det var hårdt arbejde, men også sjovt. Da Leif kom hjem, blev han hyldet som en konge. Da Ivalo fyldte 60, blev der holdt fest for hende på Friskolen. Leif, Diana og jeg kørte til Tyskland med Leifs anhænger bag bilen. Det gik bare derud af, og vi hørte Leifs musik hele vejen frem og tilbage. En helt ny plade som han havde lavet med Per Møller. I Tyskland stod vi på parkeringspladsen og smagte på de forskellige vine, inden vi købte dem. Vi blev faktisk lidt halvsnaldrede. Til festen på Friskolen sad Ivalo på en trone, og vi skulle alle tilbede hende. Vi havde fået ordre på, at mændene skulle være i sort og rødt og kvinderne i blåt og hvidt.

Leif kommer med musikken
Da Danny fyldte 50, sagde Leif til mig: “Jeg kommer med en overraskelse, musikken, hvis du holder en fest.” Vi inviterede, og Leif ville komme med mange jamaicanske musikere, men Danny måtte ikke vide noget. Vi udvidede vores terrasse med 75 fliser, så der var et sted at danse. Sagde til Danny, at jeg gerne ville have en større terrasse. Det var noget af et knokkel. Da dagen kom, var halvdelen af orkesteret blevet syge. I stedet for kom Leif med sit eget lille orkester, Per Møller, Erik Westberg og Seebach, der spillede trommer og saksofon. Det var rigtig godt, og de blev ved hele natten. Det blev en tradition med det lille orkester, hver gang Danny fyldte rundt, men både Leif og Danny var desværre ikke på toppen, da Danny fyldte 80, så vi droppede festen.

Ivalo og Leif har også betydet meget for vores børn og børnebørn, så de har efterladt et stort hul og vi savner dem.