Hundeslædetur med Ivalo
Jeg glemmer aldrig vores tur til Illulissat, Grønland tilbage i november 2016. Jeg skulle undervise på SPS (Social Pædagogisk Seminarium) og havde mulighed for at invitere Ivalo med i 18 dage. Efter at vi havde været afsted en god uges tid, bestilte vi en hundeslædetur ved World of Greenland. Der var en lang kontrakt, vi skulle underskrive, før vi kunne komme afsted, som de kaldte for ”Skadesløsholdelsesaftale: friholdelse for og frafald af ansvar og udtrykkelig accept.” Vi læste den igennem og grinte det meste af tiden. Det var lidt svært at læse, for det var skrevet på et snørklet jurasprog, men pointen var, at vi selv stod til ansvar for alt i, omkring og på turen. Jeg blev en smule nervøs efter at have læst den lange kontrakt - var det virkeligt nødvendigt med alle de detaljer? Men Ivalo var afslappet omkring situationen, for “Hvor slemt kunne det være?”
Tidligt lørdag morgen troppede vi op foran World of Greenlands træhus. En lille, tæt grønlandsk mand tog imod os – vi forstod ikke meget af, hvad han sagde, og det var gengældt. Så kom vi til slæden – jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men vi satte os op på den. Jeg skulle sidde bagerst, og det var så meningen, at jeg skulle holde Ivalo fast mellem mine ben, mens hun skulle holde fast i mine ben med sine hænder. Det var en svær måde at sidde på, og jeg havde ikke mulighed for at holde fast med hænderne, da de så ville være på ydersiden af slædens kant, og jeg kunne risikere at miste dem. Det kunne jeg forstå på den grønlandske mand ikke ville være godt, så jeg måtte istedet kile mig selv fast med skuldrene mellem de to pinde, som udgjorde vores slædeførers håndtag.
Da turen startede forsøgte vi alligevel at kommunikere, at jeg ikke havde noget at holde fast i, men det droppede vi hurtigt, da han så meget forvirret ud, når vi talte til ham. Den første del af turen var rolig og smuk. Hundene susede afsted over isen, og vi fandt os godt til rette på den måde, det nu kunne lade sig gøre. Efter lidt tid drejede vi op ad et bjerg – det virkede kontrolleret i starten, men pludselig ville hundene ikke som vores slædefører – de susede op over en sten, slædeføreren faldt af, og slæden endte med snuden i vejret. Han havde heldigvis stadig fast i hundene, men slæden sad fast, så jeg stod af på den stejle, glatte bjergside og måtte løfte den med Ivalo på. Jeg fik hjælp af hundene og vores grønlandske ven. Det lykkedes at komme fri, og vi kom op over bjergsiden og på lige vej igen.
Lettere rystede over oplevelsen holdte vi nu godt fast i hinanden. Ivalo var blevet lidt træt, da det krævede mange kræfter at sidde fast, så hun begyndte at glide frem på slæden – det virkede farligt, og jeg klemte hende derfor ekstra godt fast mellem mine ben, så hun ikke skulle falde af. Vi morede os over tanken om synet af os selv – den stilling vi nu sad i – krampagtigt viklet ind i hinanden for at blive hængende. Langt om længe kom vi endelig frem til vores destination, som var et helt fantastisk sted med udsigt over isfjorden. Jeg tog et billede af Ivalo, hvor hun – som den eventyrer hun var – netop er på vej op på toppen af en bakke for at få et bedre udsyn. Jeg nåede lige akkurat at tage 4 billeder, men så frøs telefonen, for der var under 20 minusgrader! Turen tilbage var lige så vild og endnu mere krampagtig, da vi nu begge var blevet godt trætte. Vi ønskede bare at komme levende tilbage, og var opsatte på ikke at falde af, så vi brugte de sidste kræfter, vi havde. Det var sindssygt hårdt, men Ivalo var sej.
Efterfølgende, da vi var kommet sikre hjem i vores lejlighed, var resten af dagen en fest. Vi var helt oppe at køre, da nærdødsoplevelsen havde givet os en vild livsenergi.
Tak for turen Ivalo, den vil jeg aldrig glemme.
Kærlig hilsen Mikkel.