Ivalo underviser på Aarhus Friskole, Marselisvej 19. Foto fra midten af 60’erne.
Leif og Ivalo har betydet meget for mig.
Jeg glemmer aldrig den dag, de startede som lærere på Århus Friskole på Marselisvej, og jeg gik i 4. klasse.
De strålede af ungdom og livsglæde, og det var sådan en lettelse, fordi de fleste af lærerne var ældre og alle opfyldt af krigens rædsler, men Leif kastede sig bare over klaveret og spillede boogie-wuggie og det bedste var, da jeg kom i C-klassen, hvor Ivalo læste højt af Kristin Lavransdatter, en fantastisk roman. Hvilken dansklærer giver sig i dag tid til sådan en fordybelse? Senere, da jeg forlod skolen, inviterede hun mig hjem på te. Jeg var 14 år, og hun havde fundet ud af, at jeg allerede var sammen med drenge, så hun tog mig med til sin læge og fik et pessar til mig. Sådan var hun bare, et hjerte af guld og med tid og rum til alle andres problemer.
Da jeg var på St. Restrup Højskole mødte jeg Ivalo og Leif igen, fordi de var gæstelærere dér i det år, hvor jeg var der som elev sammen med min lille datter Sulaima. Det var en af de få højskoler, hvor der var børnehave til elevers børn. Det var vist i 1972, og der skete det frygtelige, at skolens gamle bygning brændte. Det var den bygning, hvor alle os, der havde børn boede.
Vores børn lå og sov, og vi var alle samlet i salen og så teater. Bygningen brændte helt ned på få timer. Vi fik reddet vores børn i sidste øjeblik. Det var en stor trøst, at have Ivalo der i den situation. På højskolen gik jeg til drama hos Ivalo, og det var selvfølgelig helt vildt spændende og alternativt. Jeg vedlægger et billede af Leif fra den tid på St. Restrup.
Mange år senere mødte jeg Ivalo og Leif til min søster, Tine Hind's udstilling “Dronningen” i Århus. Billederne var lavet ud fra en tekst, som min datter Sulaima har skrevet, og den handler bl.a. om en prinsesse, der mister sine forældre i en kæmpe ildebrand, hvor hele slottet brænder. Ivalo og Leif koblede selvfølgelig straks teksten med det, der skete dengang på St.Restrup Højskole, da Sulaima var lige ved at brænde inde. Da jeg blev gift med en musiker og rastamand, Sack Oum, fra Cameroun, var Leif og Ivalo så gæstfrie og hjælpsomme, så vi overnattede hos dem og Leif m.fl. spillede med Sack i musikrummet.
Da jeg hørte, at Ivalo havde fået kræft, skrev jeg til hende på facebook og blev meget rørt over, at hun havde kræfter og energi til at skrive tilbage til mig – de aller sødeste hilsner, lige så søde som det smil, hun bevarede hele livet. Kærlig hilsen Mette.