Nu da du har stillet dine sut-sko og rejst videre til den evige sommer, vil jeg mindes dig med barndomsminder, for med minderne lever du endnu. Du har betydet meget for mange mennesker menneskeligt og musikalsk.
Folk vil kunne skrive fagbøger om din indvirkning på undervisningsmiljøet i og omkring Aarhus. Din musikalitet og dine sange, men det vil jeg lade andre om. Jeg er opvokset under stråtaget på adressen Trindballevej 34, hvor du også boede. Sammen med Ivalo passede i jeres barnebarn Mikkel Falk, som var og stadig er min bedste ven. På Trindballevej og på Aarhus friskole oplevede jeg den livlige Leif som de fleste gjorde. Du var rar, god, fascinerende, opmærksomhedskrævende, selvcentreret og livsglad. Lige min stil.
1. minde var fra jeg var 4 år gammel på en smuk dansk sommerdag. Her mente du, at det vil være den bedste idé, at spænde en almindelig grøn plastikkælk efter fergusontraktoren og trække min bror og mig henover brostenene på gårdspladsen. Kælken var bundløs efter 30 sekunder. Min mor synes du var sindssyg, men vi havde en fest.
2. minde stammer fra jeres lille køkken, hvor der altid stod en rød termokande med kaffe. Her opstod min fascination af dine evner som cigaret-snakker. Jeg kendte ingen, der kunne ryge 40 smøger om dagen, men reelt kun ryge 10, da de resterende 30 brændte ud imellem dine fingre, imens du plaprede løs om calypso.
3. minde er en køretur fra Aarhus Friskole hjem til Ormslev sammen med Mikkel. Du ankom til friskolen i den grønne Mercedes med soltag. Endnu engang på en strålende sommerdag. Du var kun iført underbukser. Ikke boxers eller noget der ligner. En slags 90’er speedo i uld. Afsted mod Ormslev fik vi lov til at stikke vores hoveder op igennem det åbne soltag. Insektslugende, glade og med høj musik fra båndoptageren, tilbagelagde vi turen til Ormslev på rekordtid.
Heldigvis nåede min far og jeg at komme forbi dig og Ivalo i december måned sidste år og sige hej. Du huskede alt og sagde, at du stadig skyldte mig en af dine cd’er. Jeg gætter på, at det var dit eget værk. Du spurgte ind til mine brødre og mit liv.
Jeg må få cd'en, når vi ses igen.
Hvil i fred Leif.
Kristian Grundtvig Luc Kjems.