Ivalo og Leif (1959).
Jeg hedder Jette Rohde, og jeg vil fortælle en lille anekdote, fra dengang jeg gik i skole samtidig med Ivalo og Leif.
Jeg var knapt 17 år, da jeg startede som sproglig i Første G på Randers Statsskole. Det var i 1960.
Den første af de store årgange meldte sin ankomst, og skolen havde ikke plads til os alle. Den søjleprydede, ærværdige Statsskole blev forbeholdt de nye matematikere, og de ældste sproglige klasser. Vi nye, sproglige pigeklasser blev forvist til nogle ligegyldige nybyggede lokaler på den anden side af vejen. Her levede vi vores isolerede liv det meste af ugen.
Sommetider var der morgensang i festsalen for alle skolens elever. Der kunne vi beundre de ”store” og alle matematikerne, der førte sig sikkert frem på de bonede gulve, hvor de var vant til at komme til hverdag.
Skolen havde tre par ukronede konger og dronninger. Leif og Ivalo var selvfølgelig et af dem. Alene tanken om, at de ”gik sammen” var pirrende for vores blufærdige og barnlige fantasi. Ivalo med slank talje og strutskørter var i det hele taget en af de første, vi lagde mærke til, selv om vi ikke kendte hende. Vi fandt også hurtigt ud af, at Leif var god til at spille og endda skulle spille til vores første fest: Årets karneval og maskebal. Vi var både spændte og lidt nervøse for, hvad det nu var for noget.
Der var et aktivt og alsidigt musikliv på skolen. Både stor interesse for klassisk og korsang og jazz.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg dengang oplevede den musik Leif og hans band spillede. Der var faktisk temmelig mange af drengene fra min årgang, som senere blev professionelle musikere, så de har helt sikkert været gode. Der, hvor jeg kom fra, hørte vi Nina og Frederik og Tommy Steele og Harry Bellafonte, når det skulle være rigtig godt.
Jeg havde ikke lyst til at sidde og være bænkevarmer til karnevallet, og jeg havde en klar opfattelse af, at de ukendte matematiker-drenge nok ikke ville få øje på mig i mængden. Og dengang var det altid drengene, som skulle inklinere. Min sjove sidekammerat Grete og jeg løste problemet ved at være klædt ud som et fjoget ældre par, der var kommet ind med firetoget. Jeg havde vand i håret og var iført min bedstefars gamle vest og min fars plusfours. Da både far og bedstefar var ret kraftige, var tøjet stoppet godt ud med puder. Jeg dansede med min yndige ”kone”, og vi morede os med at lave fis og ballade og optræde for vores klassekammerater.
Men så skete der noget meget irriterende: En lille gnom med maske på og handsker som skjulte hænderne, kom pludselig og ville danse med os sproglige piger – én efter én. Det måtte jo være en af matematikerne? Han gned sig op ad os og klemte os både for og bag. Ren sexchikane. Grete beskriver det den dag i dag som ”grænseoverskridende.” Vi prøvede at slippe for hans klamme tilnærmelser, men det var lettere sagt end gjort. Vi var forargede og ophidsede. Alle holdt øje med ham og prøvede at flygte fra hans tilnærmelser.
På et tidspunkt – senere på aftenen – så vi den lille gnom gå hen til sine klassekammerater og smide handsker og maske.
Hvem mon der gemte sig bag forklædningen? Ivalo!