Ivalo var min barndomsveninde.
Vores venskab startede i 3. klasse. Det viser lidt om Ivalo, at hun valgte mig som veninde – hun var kredslægens datter, og jeg kom fra et lille husmandssted, men hun var totalt usnobbet. Vi tilbragte næsten al vores fritid sammen, om vinteren løb vi på skøjter på ‘gyngeis’ på fjorden, og om sommeren var jeg ofte med i weekenderne til stranden i Øster Hurup.
Før sommerhuset blev bygget, boede vi i kæmpestore vintønder, som var indrettet med borde og bænke.
Vi elskede begge vandet. Jeg har faktisk reddet hende fra at drukne engang. Vi var ude i en gummibåd, og Ivalo var svømmet et stykke væk, mens jeg blev i båden. Hun befandt sig pludselig iblandt en masse brandmænd, og ‘panikkede’, så jeg måtte hoppe i vandet til alle brandmændene for at få gummibåde hen til hende. Bente, Ivalo og jeg havde en klub, som vi kaldte I.B.I. Klubben, vi fik også lavet et emblem i sølv. Da vi var omkring 12-13 år gik vi over isen, hele vejen over den frosne fjord sammen med et par drenge fra vores klasse. Men da vi ville tilbage og kom til midten af fjorden, havde isbryderen været der. Vi besluttede os for at springe over sejlrenden på isflagerne – alternativet var, at vi skulle gå 13 km enten til Hobro eller Hadsund for at komme hjem. Det vi foretog os var virkelig farligt, og vi fortalte det selvfølgeligt aldrig til vores forældre. Da Ivalo blev 15 år, var vi inviteret til hendes fødselsdag. Hendes far lavede maden, vi fik stegte duer med ris og ostefondue til efterret. Da sommerhuset var bygget, lavede han også tit mad ude på stranden. Han var en dygtig kok.
Vi så ikke så meget til hinanden, efter at Ivalo kom i gymnasiet i Randers, og sidste gang jeg så hende var i 1959, da jeg havde fået min ældste søn. Da kom Ivalo og Leif på besøg. Jeg flyttede til Nyboder, og vi så ikke hinanden i næsten 50 år.
Jeg tænkte tit på hende og ventede næsten, at hun en dag ville dukke op i medierne på en eller anden måde. Hun fortalte da også, at hun var blevet tilbudt hovedrollen i “Pigen og motorcyklen“ men at hun takkede nej. Vivi Bak fik rollen i stedet.
Når vi var på besøg i Mariager fortalte jeg mine drenge om vores tur over isen, og nævnte at jeg så gerne ville se Ivalo igen. Min ene søn fandt hendes adresse i Ormslev. Jeg skrev et julekort til hende, og næste dag ringede Ivalo. Vi talte sammen i en time, vi var øjeblikkeligt på bølgelængde, og vi aftalte at vi måtte ses. Leif var med hernede to gange, og vi besøgte dem også i Ormslev. Sidste gang jeg så Ivalo var i august 2018. Da kom hun alene og var meget træt, men vi forkælede hende så godt vi kunne.
Jeg savner hende.
De venligste hilsener fra Inga.