D. 5. februar, 2017.
Kære Venner og Familie,
1000 tak fordi I hjalp mig, så jeg kunne rejse afsted uden dårlig samvittighed. Også tak til Leif, fordi han støttede mig i at få min drøm opfyldt. Jeg har altid ønsket mig at rejse til Grønland og opleve, hvor jeg blev til. Leif har altid sagt, at han aldrig ville rejse til et koldt land, så da Mikkel inviterede mig med til Ilulissat, sagde Leif straks, at det ville han gerne støtte.
Mikkel er timelærer på Via University, og han blev tilbudt at lave et 3-ugers kursus i Jacobshavn, Ilulissat (udtales ilulissæt). Han spurgte, om han kunne få en lejlighed, så han kunne invitere sin mormor med, og det fik han. Vi boede højt oppe ved hundekløften med udsigt over det meste af byen og isfjorden med isbjergene. Mikkel tog afsted kl. 7.30, hvor det var bælgmørkt. Jeg sov længe og gik kl. 11.30, halvanden km ned til SPS, hvor jeg spiste varm mad sammen med Mikkel og hans kollegaer. Jeg vandrede i det smukkeste solopgangslys ned ad trætrapper, krydsede slædesporet og gik ned gennem hundekløften ad en stejl sti og op igen til seminariet, hvor Akkralu serverede lækker grønlandsk varm mad for 21 kr. Der blev serveret hval-suasse, lam, laks, rensdyrsteg, sæl og så desserter for 15 kr.
Jeg sov længe og tog mig bare tid til at vågne og gik så 3 km hver dag og hyggede mig med personale, elever, lærere og hvem jeg ellers mødte på mine vandringer: ”Den støvede”, som solgte mig en tupilak, da jeg kikkede derind, hvor de snittede figurer, den gamle dame, som solgte mig et perlevævet halssmykke, som hun selv havde lavet, og alle smilene jeg fik. Mikkel og jeg tog på nordlystur langt udenfor byen, hvor vi klatrede op til et udsigtssted med Carlsvognen glitrende over vores hoveder. Ilulissat glimtende i det fjerne, og nordlyset slyngede sig i flotte former over byen og os. Det var fantastisk at være midt i naturkræfterne, og heldigvis nåede jeg det, før jeg blev 80 – og så med Mikkel, som er bomstærk, så han kunne hjælpe mig helt op til bænken.
Nu vil jeg fortælle om vores hundeslædetur
Det er lørdag d. 3. december. I dag skal vi på hundeslædetur. Jeg stod op kl. 8 og gjorde mig klar med lange Icebreaker underbukser (260), langærmet Icebreaker undertrøje (260), hvide shortsagtige angorabukser samt angoraknævarmere. Blød uldtrøje med rullekrave, Læsøuldtrøje, skibukser, Icebreakerhue ned over panden. Tåvarmer i inderstøvlen, tykke uldsokker, støvler (der kan bruges i op til -40 grader), Icebreakerfingervanter og luffer med fingervarmepude. Mikkel ligeså (bortset fra angoratøjet – til gengæld havde han lånt en heldragt). Jeg havde desuden en skijakke på, hvorpå jeg havde syet polarræveskind på hætten.
Efter et godt måltid (spejlæg med hamburgerryg og bacon på rugbrød, knækbrød med solbærmarmelade, et stort glas vand med citron og ingefær samt varm kaffe), tog vi en taxa ned til Greenland World, så vi ikke blev for svedende, før vi skulle sidde stille på slæden. Vi skulle skrive under på, at det var på eget ansvar, at vi ikke ville sagsøge dem, selvom vi faldt af slæden og f.eks. ramte en klippe – vi skrev under og grinede lidt af alle de skrækscenarier, der stod på papiret.
På vejen til slædesporet fortalte han os, at hvis slædekusken faldt af, så skulle vi blive siddende, og før eller senere ville hundene vende hjem med os, og så skulle vi give besked, så de kunne hente kusken. OK. Vi begyndte at tænke på, at det nok kunne blive en ret så spændende tur. Nu kunne vi se Ada, vores kusk, stå parat med slæde og hunde i vifte-form. Mikkel skulle sætte sig bagerst med spredte ben, og så mig med spredte ben, så kusken kunne springe op forrest. Ada holdt hundene klar, og pludselig gav han små lyde fra sig, sprang op forrest, og afsted gik det. Det var fedt, naturen var smuk, Ada var en rar, erfaren kusk og lyset kom frem. Vi kørte, hvor lyset var på sit højeste fra 11 - 13/14 tiden. Vi passerede nogle få mennesker på langrendsski, nogle snescootere, og så var vi helt ude af byen. Vi sad på mange skind, bundet fast med tøjsnor, så det var blødt og fjedrende, og så vi fik ikke ondt bagi, når vi hoppede over klipper i sneen. Vi var glade og jublede. Så blev det lidt vildere, lidt meget stejlere nedad, og det kunne da sagtens ske, at man kunne falde uheldigt af og få et kraniebrud på klippeblokkene. Men Mikkel holdt mig godt fast med sine ben, og jeg holdt godt fat i snorene, der bandt skindene fast – af og til var slæden skrå, så jeg var ved at glide af – tøjet var glat, men så hev Mikkel mig op at sidde, så jeg bedre kunne duve med.
Nu skulle vi op ad en stejl klippebakke, og vi måtte af, så hundene kunne klare det. Ada var fantastisk til at styre dem. Så skulle jeg igen sætte mig op på slæden. Jeg tænkte: "Åh nej, hvad nu hvis de giver fanden i det hele og styrter afsted med mig?!" Nu måtte Mikkel sætte sig, og vi talte om, hvis nu de pludselig susede væk med os, men Ada stod allerede bagpå slæden og sagde, at nu ville det gå stejlere nedad – det havde han ret i. Vi siksakkede for fulde fart mellem klippeblokke, og det var spændende. Vi elskede det. Pludselig kørte vi på bundfrosset vand, og vi kunne se revner og bobler under os. Jeg kunne huske synet fra min barndoms hårde vintre. Mikkel var ret fascineret af det – det var lovligt spændende.
Nu nåede vi land igen og skulle så igen stejlt opad. Det så nærmest umuligt ud, og jeg tænkte: "Forhåbentlig skal vi ikke samme vej tilbage." Men det skulle vi, viste det sig. Vi kom op og så derudaf. Ada styrede, så vi susede imellem klippeblokkene – og ellers fik han standset hundene, så slæden ikke blev smadret. Vi havde jo skrevet under på, at det var på eget ansvar med os.
Vi kom til turens mål: en udkigspost, hvor vi var tæt på isfjorden, hvor vi så store isbjerge og hellefiskere i det fjerne. Lyset var på dagens højdepunkt, der var smukke farver på himlen og isbjergene. Vildt flot. Mikkel nåede at tage et par billeder, før mobilen frøs for meget. Men det passede fint med Mikkels fingre, som heller ikke kunne mere. Så fik vi varm kaffe, skænket af Ada, som derefter skulle bruge noget tid på at få viklet hundene i rette position, og så skulle vi hjemad igen, inden det blev mørkt.
Det blev vildt. Et sted skulle vi nedad en smal sti, hvor det gik lodret ned til højre side. Jeg skulle ikke kigge den vej. Nu sprang Ada af og fik hundene bag slæden, så de kunne bremse, og Ada gav tegn til Mikkel om, at han skulle springe af og hente et tykt tov, lavet som cirkel, der var tabt. Jeg skulle rykke helt tilbage på slæden, hvor jeg sad på kanten af afgrunden. Nu skulle Mikkel sætte sig forrest, og tovringene skulle slynges om mederne, så de også kunne hjælpe med at bremse. Ada tyrede slæden langsomt over på klippehylden, som var så smal, at vi lige kunne være på den. Jeg holdt godt fast i Mikkel med mine ben. Ada styrede til den store guldmedalje. Han fik hundene til at gå bagerst og bremse, indtil det blev tid til, at de kunne komme foran. I samme nu kastede Ada sig sidelæns ind mellem benene på Mikkel, og så susede vi ligeud ad slædesporet i solnedgangslys. Vi kunne se lysene fra byen, og til sidst kørte vi lidt om kap med en anden hundeslæde.
Så var vi hjemme, og vi takkede Ada. Det havde været en fantastisk oplevelse, adrenalinen susede i os. Vi var levende og jublende glade. Oppe at ringe. Så tog vi ud på hotel Arctic og fik lækker tapas med rensdyr, hellefisk, hjertemuslinger, snekrabbe og hvidvin. Vi sov kl. 21 og vågnede først igen kl. 9 næste morgen.
Hjemturen
Da jeg skulle hjem en lille uge før Mikkel, fulgte han mig til lufthavnen, hvor jeg skulle med et lille propelfly til Sønderstrømfjord, hvor jeg så skulle skifte til et stort fly. Men det stormede og sneede, så afgangen blev udsat gang på gang. Mikkel tog på arbejde men ringede og foreslog, at jeg tog på firestjernet hotel, som man får tilbudt i en sådan situation. Jeg fik et lækkert værelse med udsigt over byen, seminariet og Koorsuag, hvor vi boede, og havnen og isfjorden oplyst af det vildeste pink lys, som blev til striber i pink, pastel orange, turkis og lyseblåt ud over isbjergene.
Om aftenen sluttede jeg middagen af med grønlandsk kaffe. "Vil du se, når jeg laver den?" Spurgte tjeneren. "Ja da." Han slukkede lyset i restauranten og vinkede mig op til baren. Han havde ild i en lille beholder, og så tog han et stort vinglas og hældte Kahlua i, mens han fortalte, at det er den grønlandske kvindes sødme og lange mørke hår, derefter hældte han Tullamore Dew (irsk whisky) i – den grønlandske mands mod og styrke, så vuggede han glasset, mens han varmede det, "Det er kærligheden", så hældte han sort kaffe i som symbol på mørket, derefter flødeskum-isbjerget, og til sidst hældte han Grand Marnier i højt oppefra, så der gik ild i det – "Det er nordlyset – velbekomme." Det bekom mig vel. Turen hjem startede kl. 6, og jeg var hjemme kl. 5, men jeg mødte spændende mennesker på hele hjemturen: Bl.a. en læge, der lige havde fået en stilling som leder af det grønlandske sundhedsvæsen og en skøn lille grønlænderdreng som jeg sad ved siden af i de 4 flyvetimer fra Sønderstrømfjord.
Nu er jeg hjemme igen
Efter at have slæbt mig afsted i 14 dage, sprang jeg ud af sengen den femtende dag og var mig selv igen. Jeg kunne løbe og danse igen. Det kom bag på mig, at jeg var blevet så udmattet. Nu går det bedre. Jeg sover 5 timer i træk så godt som hver nat. Parkinsonlægen har foreslået mig at være på forhånd med aflastningspauser, så derfor prøver jeg nu at tage en uge ud med ca. 2 en halv måneds mellemrum, for så er det også lettere for Leif. Lige som jeg ville i gang med at organisere dette, fik jeg en mail fra en gammel veninde: "Kom og besøg mig, jeg passer hus i Andalusien, og du kan bo her gratis." Jeg svarede: "Ja, jeg kommer 27/2-8/3!" Det gjorde mig frisk og glad at være i Grønland, så jeg bedre kan klare mit nuværende liv på en ordentlig måde. Nu kan I hjælpe mig igen, så jeg kan lave kalender til Leif.
Hæng ud med Leif :)
I må meget gerne ringe eller sende en sms om, hvilken dag I har lyst og tid til at besøge ham. Så laver jeg en kalender. Og kan I ikke denne gang, så bliver der mulighed igen til maj. Pilates begynder snart igen. Karen har fået gipsen af sin fod, og gymnastikken bliver onsdage fra kl. 15-16. Så hvis I har lyst til at få besøg af Leif eller til at komme og besøge ham imens jeg er væk, så kommer jeg til jer kl. 14.30 med ham og henter ham igen ca. kl. 16.30, alt efter hvor kørslen går til.
Jeg går til yoga om tirsdagen, hvor Leif er på Lokal Centret Koltgården og til motionsgym på Højvangsskolen torsdag, hvor Leif også er på Koltgården. Han er glad for at komme der, og han fortæller tit, at de har grinet meget sammen. Det er vigtigt for mig at holde mig stærk, og Pilates er det allerbedste. Karen ser, hvor der trænges til træning, og vi er et lille hold på 5 veninder.
Jeg takker jer lige endnu engang, fordi I gjorde det muligt for mig at få så skøn en tur og blive frisk igen.
Knus fra Ivalo 💗