D. 17. februar, 2018.
Kære venner og familie,
Efter ca. 3 måneder trænger jeg til at sove igennem 9 dage, så jeg har søgt aflastning fra d. 7.-16. marts. Det blev bevilget med det samme, så nu er borgerkonsulenten ved at finde stedet, der kan tage imod Leif denne gang. Det bliver enten på Vikærgården eller et plejehjem. Sidste gang gik det så godt, og han var glad og frisk, da jeg hentede ham – takket være jer allerkæreste venner.
Jeg har altid så dårlig samvittighed, når jeg søger aflastning, men jeg er nødt til det for at holde humøret oppe og være frisk i hjernen til at finde ud af at løse de nye benspænd, der pludselig viser sig. Derfor er jeg så stjernelykkelig over, at I springer til og hjælper ved at lave hygge, skæg og ballade omkring ham, så han kan sove om natten og more sig om dagen. Han har altid dejlige historier at fortælle mig, om alt det han oplever med jer hver især.
Jeg er ved at prøve på at få en kombi-ting – en rollator, som også kan bruges som kørestol, så vi kan gå tur, selvom han ikke kan gå så langt, fordi jeg så kan køre ham, til han vil gå igen. Jeg trænger så meget til at gå hver dag.
Denne aflastningsperiode bliver lidt anderledes
Denne aflastningsperiode vil jeg være hjemme noget af tiden: Sove ud, øve nye vaner fx. gå- og svømmeture, få organiseret film, så vi sammen kan kigge på og klippe vores rejseminder. Organisere arbejdssteder: Et med udklip, så jeg ligeså stille henad vejen kan komme up to date med mine scrapbøger og et til film. Og så har jeg besluttet mig for at hyre firmaet ”Skrup og Skur” (Annie Grundtvigs et-mands firma) til at komme et par timer hver 14. dag eller hver måned til hovedrengøring. Så forestiller jeg mig, at jeg i forvejen har ryddet grundigt op og smidt ud.
Jeg kan mærke, at det vil give et overskud til at hygge mig med Leif – og det er jo så vigtigt, at vi gør dagene interessante og hyggelige. Der kan hurtigt gå sofa og tv i den, når vi ikke får sovet, og jeg kan føle mig ret zombie-agtig – og så bliver det hele surt og søvnigt og helt uden initiativ. Leifs ben er ikke så stærke mere, så træning (og musik) er eneste måde at forlænge gang- og danseevne på. Sidste gang vi var til kor hos Erik Westberg på Godsbanen, sang han hele vejen hjem – det var så hyggeligt.
Denne gang er det nok vigtigt, at vi får to personer til at køre ham til Fysioterapeut, da det faktisk er noget af en opgave. Jeg plejer at sætte ham af, og så holder vi ved fodgængerfeltet på vej til Magasins parkeringshus. Så snupper han sin stok i bilens bagagerum – godt nok i slowmotion til irritation for køen bagved, som så stresser ham, og så kører jeg ind og parkerer.
Forleden så det ud til, at han var kommet ind i elevatoren, så jeg susede afsted for at ordne nogle indkøb, da jeg blev ringet op af Jacob (fysioterapeuten), som spurgte om Leif kom i dag. Ups! Vi kiggede efter ham, og de fandt ham heldigvis. Han frøs og var gået vild, så vi aftalte, at jeg fremover følger ham helt op. Sidste gang han var der, var han så træt efter en times træning, at hans ben var ved at ekse. Heldigvis kom et par friske håndværkere forbi lige ude foran elevatoren, og de sprang til og hjalp mig med at få ham over til bilen. Samtidig kom der store busser drønende fra begge sider, så nu har jeg givet Leif en skrigende blå jakke, så han kan ses, men jeg er godt stresset over situationen. Pyha! Han er ikke så glad for at blive holdt i, fordi han synes, at han bedre kan holde balancen selv, og han bryder sig ikke om, at jeg råber efter ham, når han pludselig går hurtigt fremad i den forkerte retning. Vi må se ret skøre ud, når vi zigzagger fra elevatoren og over mod parkeringshuset.
Og nu, lidt om min tur til Fuengirola
Min lillesøster Bodil ringede i efteråret og fortalte mig, at hun nu var færdig med de 50.000 juletræer, så hun havde spontant bestilt et dobbeltværelse på Pyramide Hotellet (tæt på stranden) i hele november måned, og jeg var velkommen til at kigge ned og hoppe op i sengen til hende. Det passede så fint med, at jeg havde knoklet i to en halv måned og trængte til at sove igennem en uges tid, så jeg tog en flyver til Malaga, hvor Bodil kom, knaldbrun efter 14 dage i solen og rettet ud (efter at have kravlet rundt og ordnet juletræer). Hun havde taget sig en personlig træner 3 gange om ugen, så hun så så frisk og fit ud.
"Nu skal du bare få hvilet igennem, så jeg har ikke lagt planer," sagde hun.
Jeg sov længe, lå i solen 4 timer hver dag sammen med Bodil og 4 gange fik jeg massage, så alle spændingerne forsvandt. Vi gik 7 km hver dag og spiste på små spændende steder. Jeg nåede også at blive frisk nok til at finde en varm pool, hvor det viste sig, at jeg stadig kan svømme! :) Jeg nød at glide gennem vandet. Havet var dog for voldsomt for mig, øv. Vi sluttede dagen hver aften med gin og tonic i hotelbaren, hvor det de sidste tre aftener var meget underholdende at kigge på en flok skotske kvinder, som dansede linedance og hvad de ellers fandt på. Jeg måtte selvfølgelig ud og være med, så vi fik sjove, kække veninder, som alle havde været eller var pårørende til mænd med forskellige sygdomme. De nød at være afsted på deres årlige tur til Spanien.
Der var levende musik, heldigvis med forskellige musikere, for en af dem var helt forfærdelig at høre på. En af damerne var så sjov, og hun lignede Dustin Hoffman klædt ud som dame, og en ældre franskmand dansede hele tiden med hende. Vi kom til at sludre med hende den sidste aften, efter at franskmanden var taget til Madrid.
Aftenen før fik de pludselig travlt med mobiltelefonerne med at skrive adresser, mail og telefonnumre, kunne vi se. Så smuttede to af damerne op til musikken og fik dem til at spille ”Love is in the Air”. Det var så sjovt.
Næste aften fortalte hun, at hendes mand døde for to år siden. Til hendes store forbavselse var hun meget omsværmet, og her som 75-årig følte hun sig nu helt teenage-agtig – hun grinede helt genert og viftede med sin pagefrisure. På en af de sidste dage tog vi bussen og besøgte en kridhvid by, hvor der var masser af æsler, som havde udtjent deres arbejde og nu trak turister rundt i små blå kærrer. En bedårende by med mange små torve, hvor vi valgte et sted at spise tomatsuppe. På en af vores vandreture kom vi forbi en tapas-restaurant, hvor de annoncerede Flamenco Show samme aften, så vi bestilte bord og fik en skøn aften.
Den allerførste dag, mens Bodil var til træning, fik jeg pedicure og manicure og kunne modtage Bodil med lakerede negle – et symbol på at jeg gjorde noget godt og totalt ufornuftigt for mig selv. Da jeg kom hjem og hentede Leif, så var han glad for at se mig og kunne fortælle, at han havde hygget sig med alle jer, der besøgte ham. Tusind tak for jer, der gør livet muntert for os.
Kærlighed fra os. 💗